Angst, ADD, Depression- Behandling er piller, kemi, psykolog.... eller hvad med urter, trommehealing, fordybelse og kærlighed?

Jeg har ikke skrevet her inde på livsblomsten i lang tid. Jeg har været rigtig frustreret! Diagnoser er en farlig ting, og nu er der snak om at min angst måske er kommet af, at jeg lider af noget der hedder ADD. ADD er ADHD bare uden hyperaktivitet. Jeg syntes det var en rigtig underlig følelse at der kunne være noget helt "fremmed" galt. Jeg følte det var en fremmed eksistens som møvede sig ind i mit private space. 

ADD bliver behandlet med retalin, som er det samme som ADHD patienter får. Jeg syntes det lyder meget voldsomt, for som sagt har jeg ikke været i medicinsk behandling i mange år, og har ikke lyst til at komme det igen. Jeg fik det bedre end jeg havde haft det i mange år da jeg stoppede med pillerne, men det er jo klart hvis jeg er blevet behandlet for noget forkert. Jeg tænkte... åh nej hvad gør jeg, jeg orker ikke at starte en  i en kæmpe udredningsproces. Min kæreste og jeg har talt om at prøve at få et barn til næste år, og jeg er igang med min uddannelse, jeg skal i praktik lige om lidt. Jeg har ikke lyst til at tage piller resten af mit liv. Men ved du hvad... det skal jeg dælme da heller ikke! 

Jeg er selv herre over mit liv og hvilken behandling jeg vil/ikke vil modtage! Og jeg er den eneste der rent faktisk ved hvordan det er at være mig. Og jeg vil fortsætte i det alternative spor, som jeg allerede er kørt ind på.

Mig og min kæreste skal til trommehealing i december, og have fjernet tung og negativ energi, og finde ind til vores hjerter, og det glæder jeg mig super meget til. Der er måske nogle der vil syntes at det er noget pjat, men det kan de jo bare syntes. Hvad der er rigtig for nogle og forkert for andre! 

Og kærlighed kan heale er jeg overbevist om. Den dybe og ægte kærlighed jeg føler fra min kæreste, familie og venner hver dag, er bare healing i sig selv. 

May the warm winds of heaven, blow softly upon your house. May the great spirit bless all that enters there. May your mocassins make happy tracks in many snows. And may the rainbow always touch your shoulder!

(Cherokee bøn)

Så kære læser, bruger du alternativ behandling? Og hvad er dine erfaringer med dette??

Hvad tror du på??

I dag blev jeg inspireret til at skrive et indlæg om tro! Når jeg siger tro, mener jeg religion og spiritualitet. Jeg har altid været et søgende menneske, og jeg søger stadig, "søg og du skal finde", men mener dog jeg er kommet tættere på at finde mit holdepunkt. Jeg tror på at, det at finde sin spirituelle identitet, er en lang rejse, som vil vare hele livet. Men det at søge, kan være som at lede efter en nål i en høstak. I det man søger på nettet er der tusind vis af tilbud, tusindvis af måder du kan finde dig selv på, og tusindvis af coaches der gerne vil hjælpe dig med at gøre din søgen hurtig og smertefri. Efter min overbevisning kan dette ikke lade sig gøre. Jeg tror på at det er en personlig rejse, og hvis man skal dybere i sin søgen, tror jeg ikke man kan undgå at komme derned hvor det gør lidt ondt i sjælen. Jeg har over længere tid ikke rigtig gjort så meget ved min søgen, men så for nylig døde min mormor. Hun døde en søndag morgen, og det var meget smukt og roligt. Og der tænkte jeg, hov, husk lige de højere magter!!! (altså henvendt til mig selv)

Jeg er et menneske der har brug for religion. Jeg har brug for noget håndgribeligt, som et mål til at nå det uhåndgribelige. For mig har der altid været et spirituelt aspekt i mit arbejde med angsten. Angsten kan være meget abstrakt, og jeg har haft brug for at søge dybere for at nå til kernen. Jeg tager ikke medicin, og det har været  min tro der har gjort, at jeg har haft mod til at se min angst i øjnene i mine sorteste timer. Det har været som at stå alene foran et monster (angsten), som om et øjeblik ville spise mig i en bid. Her har min spiritualitet og ikke mindst min tro hjulpet mig mere end nogen pille nogensinde vil kunne. Jeg syntes at man skal arbejde med angst som man har det bedst med, det er meget individuelt hvordan og hvad der virker bedst for det enkelte menneske. De professionelle (her mener jeg læger, psykologer osv.) Har altid sagt at jeg skulle tage medicin. Det har jeg gjort i mange år! Jeg fik et kæmpe dyk da jeg stoppede, men den dag i dag, ved jeg at jeg aldrig kommer til at tage medicin igen. 

Og ikke mindst har min tro gjort, at jeg har kunnet tilgive angsten gang på gang, og det har givet mig en form for fred med den!

Hvad tror du på? Hvis du har læst dette indlæg, så skriv en kommentar om hvad du tror på!

Gråzone!

Jeg er inspireret til at skrive et blogindlæg om ensomhed, når jeg har kaldt indlægget gråzone, er det fordi jeg føler jeg befinder mig i en! Jeg er meget hjemme da jeg læser på fjernstudie. Jeg har ikke ret mange veninder jeg ses med. Har faktisk kun en jeg ses med. Heldigvis har jeg en dejlig familie og min kæreste, ellers ville jeg være helt tabt. Men hvad er det så der har skabt denne ensomhed? Hvis man ser grundlæggende på det, så er det jo angsten, fordi jeg har haft svært ved at komme ud og være social i en længere periode. 

Det der så sker i øjeblikket er, at pga. at jeg ikke tager medicin, og jeg læser på en videregående uddannelse, og fungere rimelig normalt, befinder mig i en gråzone i behandlingssystemet! Det resultere i, at jeg er ikke syg nok (ser slet ikke mig selv som syg og har aldrig gjort det) til at være sammen med dem der har det rigtig dårligt. Det kunne eksempelvis være at deltage til aktivitetsaftener osv. hvor man øver sig i at være social. Jeg har fået at vide at jeg ville være helt malplaceret i sådan et forum. Men jeg er angst nok til at det påvirker mig hverdag!

Det er den gråzone jeg mener!! På trods af at mange ting i mit liv fungere nu, har jeg aldrig følt mig så ensom. Det er ikke så slemt i weekenderne, for der er min kæreste for det meste hjemme, og min familie som bor lige ved siden af mig er også hjemme. Men i hverdagen syntes jeg det er virkelig slemt. Heldigvis har jeg ting jeg går op i, som mit studie, min veganske livsstil, mine kæledyr, mit hjem osv. Jeg har også besluttet mig for at begynde at sy patchwork! Men hvor er det bare hårdt nogle gange, og hvor ville jeg ønske jeg havde en veninde eller to man kunne ses med ind imellem, til hygge, film, snak eller hvad det kunne være!! Mit eneste håb lige nu er at jeg er kommet på venteliste til noget gruppeterapi, ventetiden er op til 1 år!!!! Nu sidder jeg her i skrivende stund og tænker på, om der overhovedet er nogen der læser det her?? Er der det? Giv et tegn i kommentarboxen hvis du har læst dette indlæg..... Is anybody out there??? 

At leve i nuet, selvom man har angst!

Jeg øver mig meget i at leve i nuet, for jeg tror det gør at jeg bliver et gladere menneske. Men det kan være meget svært at leve i nuet når man har angst, for man tænker hele tiden "hvad nu hvis dit og hvad nu hvis dat"! Man er hele tiden et skridt foran, eller det er jeg ihvertfald. Og når man hele tiden tænker frem til det næste nu, så er det ikke dette nu man er i, lige nu.

Hvad kan man gøre for at være til stede i nuet, for at have en tilstedeværelse i dette nu? Det er altid min angst der spolere nuet, hvad nu hvis den kommer om lidt, hvad nu hvis noget af det jeg frygter sker. Jeg tror på at det er med til at gøre at jeg er blevet mere isoleret de sidste par år. For pga. at jeg er bange for angsten kommer jeg ikke ret meget ud. Det er som om at det er nemmere at blive hjemme i sin lille hule og gemme sig hvor jeg er tryg. Men der er jo mange ting jeg gerne vil. Jeg vil f.eks. gerne til Alaska! Det er nok en af mine største drømme. Men jeg tvivler på om jeg kan, men hvis man kunne leve i nuet, så ville man jo kunne overkomme hvilken som helst situation. 

Men hvad når nuet byder noget der ikke er så rart? Så må man have tillid til at det er okay at tage imod det. At man må prøve at hvile i det, og være i det, det kræver stort mod og nogle gange er jeg modig og andre gange er jeg ikke! 

 Jeg har konkluderet deraf, at det at leve i nuet skal nås igennem noget  spirituelt. Så man spirituelle søgen må fortsætte, og det er nu en dejlig rejse at være på. Håber at blive bedre og bedre til at leve i nuet. 

Jeg kan varmt anbefale at læse Eckhart Tolles bog "nuets kraft", den har givet mig utrolig mange brugbare teknikker. 

En kontrolfreaks bekendelser!

Jeg har et stort behov for at have kontrol! Syntes det har været ret pinligt at indse. Tror mest det har været min kæreste der har fået mig til at indse det. Jeg vil gerne have kontrol med alt, og det er nogle gange virkelig angstprovokerende hvis jeg er nødt til at give slip. 

Men tror også det kan være virkelig irriterende for mine omgivelser. Jeg har f.eks. behov for at kontrollere min kæreste hvis det er ham der skal lave mad. Husker han nu at skylle grøntsagerne osv. Nu er jeg begyndt simpelthen at holde mig ude af køkkenet når han laver mad. Nu her når vi går og laver lejlighed i stand, og jeg har været træt om aftenen, så har min kæreste gået og malet alene derover, det har også været rigtig svært at skulle lade ham gøre det. Det er ikke fordi han ikke kan alle de ting, han er faktisk god til det meste, det er bare mig der føler at jeg absolut skal have fingeren på pulsen med ALT! 

Nu når vi er ved at flytte og ved at male vores nye lejlighed, er der ret meget kaos! Det er meget svært for mig, vi går over i den nye lejlighed hele dagen, og om aftenen er der jo så rod der hvor vi bor nu, for der har jeg ikke gået og ordnet. Jeg har et enormt behov for at ordne! Sætte ting på række, i (pæne) bunker osv. 

Jeg får sådan en urolig følelse indeni når der er rod omkring mig, syntes ligesom jeg kan mærke en nagende følelse af stress... bliver let irriteret! Lige i de her dage kan jeg overhovedet ikke komme op om morgenen, har bare lyst til at sove og sove. Og tror det er flyttesituationen der påvirker min døgnrytme.

Men nu er jeg så heldig at have en kæreste der er meget optimistisk, han syntes ikke vores lejlighedprojekt er uoverskueligt. Og han syntes det er HYGGELIGT at gå og male og gøre klar. Så måske skulle jeg prøve at overtage den holdning lidt (: (og glæde mig til vi er færdig med at male, så jeg kan gøre rent og ordne!!!)

Men det er jo faktisk et problem, når man har et så stort behov for kontrol, for mig betyder det: At det er en kæmpe udfordring at gå ud og spise, fordi jeg ikke kan se maden blive lavet, at jeg er nødt til at stå meget tidligt op, for jeg kan ikke forlade mit hjem før der er pænt over det hele, at jeg ikke kan sove om aftenen hvis jeg ved det roder et eller andet sted i huset, jeg har brug for ORDEN ORDEN ORDEN!!!

Men det ville nu være dejligt at kunne give lidt slip, blive lidt mere fri, og det tror jeg man kan blive ved at øve sig i at leve i nuet... som mit næste indlæg vil handle om!

Hvordan påvirker uordenlige omgivelser dig, bliver din sindstilstand også påvirket af det??

Fuck angsten, for den er grim og jeg er smuk!

Kender i det, at man i perioder kan føle sig virkelig grim.... som om man hver dag aldrig rigtig når at gøre noget ud af sig selv. Det hedder vel dårligt selvværd i professionelle termer. 

For tiden har jeg bare rigtig meget om ørene. Vi er blandt andet ved at renovere vores nye lejlighed, og det resulterer i, at jeg bare står op og tager malertøjet på, og går hjem i bad om aftenen og så i seng. Jeg havde en tid ved frisøren i dag, som ellers skulle have været min redning, den glemte jeg. Vil gerne have farvet hår, det kommer jeg bare ligesom aldrig til. Jeg får aldrig lagt make up, for det gider jeg ikke når jeg står der og ser røvkedelig ud i spejlet. Jeg fylder 30 i januar, måske er det det der trykker, har også taget lidt på her og der syntes jeg. jeg ser altid træt ud i øjeblikket, og juraopgaven ligger og skriger på at blive lavet, huset skriger på at blive gjort rent!!

Men ved jo godt jeg bare skal tage mig sammen og hanke op i mig selv... skal lade være med at se på alle de siliconefyldte- hårekstentionbefængte, plastiknegle-piger, der står og hænger ud med en cosmopolitan på en eller anden fancy bar i København! Tøj har jeg heller ikke haft råd til at købe længe, og den sorte dynejakke jeg har liggende til vinterperioden er bare lige 5 år for gammel til at være smart.

Måske skulle jeg være mere hipster, mere retro på den fede måde, mere sådan boheme... eller også skal jeg bare være mig selv!

Lige meget hvor naturlig man er og hvor meget man ikke vil følge med strømmen af hjernedød-realitytv-vanvids-idealer, så tror jeg det betyder noget for en kvinde at føle sig smuk! Selvom der ikke er nogen der kan se om jeg har barberet ben, er det min følelse af at jeg ved jeg har gjort det. Og selvom jeg ikke burde gå ud og bruge mine sparsomme penge på tøj, er det følelsen af at man er pæn og godt kan lide det man har på, både når man er hjemme og når man er ude. 

Så nu må jeg gøre noget, hanke op i mig selv, for gider ikke gå og føle mig grim! Jeg må farve mit hår og lakere mine negle og købe en ny vinterjakke (selvom jeg slet ikke har råd) For det er FØLELSEN af mig selv der betyder noget. Når jeg føler mig smuk og ovenpå, kan jeg også bedre give angsten fuckfingeren når den viser sit grimme ansigt! For den er grim- og jeg er smuk!!!

Så piger... Føler i jer smukke? Og når i ikke gør, hvad gør i så for at få den følelse tilbage??

Insomnia!

Søvn er jo som bekendt en af de vigtigste komponenter for velvære, og for mit vedkommende hænger søvn og angst sammen. Jeg lider i lange perioder af søvnløshed, hvor jeg kun sover ca. 3 timer af gangen over en nogle uger af gangen. Og når jeg er træt bliver jeg også angst.

Når jeg ligger der i sengen, og ikke kan sove, benene bliver urolige, og tankerne køre rundt med 180 km. i timen. Nogle gange kan det være så jeg er nødt til at stå op fordi det gør fysisk ondt i mine ben at blive liggende. Det er meget ubehageligt, og når uroen så tager over, så er jeg nødt til bare at stå op.

Når det så har stået på nogle nætter i træk, bliver jeg så træt om dagen, at jeg føler mig sådan helt tømmermands agtig. Alting går i slowmotion, og jeg føler jeg har en klokke om hovedet, så har meget svært ved at følge med i hvad folk omkring mig snakker om. Føler mig sådan lidt uden for verden.

Det er enormt frustrerende.. og man prøver at gøre alt muligt.. det kan hjælpe at løse kryds og tværs, se fjernsyn, læse, ryge, drikke kamille the, og selvfølgelig tage sovepiller.

Det har jeg så aldrig ville, tage sovepiller. Jeg nægter simpelthen at jeg skal tage noget kemisk fremstillet for at få min søvn. Selvom det helt sikkert ville være den nemmeste løsning. Jeg bruger så baldrian piller i stedet for, som jeg syntes kan dæmpe uroen. Det værste er jo faktisk ikke at jeg ikke kan sove, det værste er at det udløser angst, som så gør at de søvnløse perioder bliver længere, når jeg ikke kan sove bliver jeg træt, når jeg er træt får jeg angst og når jeg har angst kan jeg ikke sove.

Det kan blive en meget selvforstærkende cirkel at komme ind i. Så hvad med dig kære læser? Hvis du som jeg lider af angst, føler du så også den bliver forstærket når du ikke får sovet og hvad gøre du får at afhjælpe det?

Vil lige dele en af mine ynglings sovesange med dig, godnat og sov godt (:

http://www.youtube.com/watch?v=Y1L8uRApYeQ

Uddannelse og social fobi, to der er svære at forene!

Socialfobi er virkelig svær at leve med. For mit eget vedkommende har den virkelig ødelagt mit sociale liv, specielt inden for de sidste par år. Den har gjort at jeg har mistet mange venner og veninder, fordi jeg ikke har været i stand til at deltage i sociale arrangementer eller overholde mine aftaler.

Den har gjort at når jeg har lavet en aftale med en veninde f.eks. Så går jeg og får det mere og mere dårligt op til, og så er jeg nødt til at aflyse kort før vi har aftalt at mødes. Og når man gør det oftere og oftere er det klart at man så til sidst mister sine venner på den konto. Det er bare så ærgeligt at jeg ikke har været i stand til at sige hvad der i virkeligheden er galt. Når det så kommer til min uddannelse, så var jeg 3 år om at tage min hf, som normalt tager 2 år. Jeg går helt i selvsving når jeg f.eks. skal fremlægge eller arbejde i grupper. Jeg har gået på mange forskellige uddannelser, men det lykkedes mig at gennemføre min hf. med et rimeligt gennemsnit. 

Nu går jeg så på en videregående uddannelse, som jeg læser som fjernstudie. Det passer mig jo grumme godt, for så behøver jeg ikke forholde mig til min socialfobi hver dag, men det gør så også at jeg går og putter mig, og når jeg så endelig skal i skole er det en KÆMPE udfordring at komme afsted. Jeg er urolig en hel uge op til og natten før kan jeg ikke sove.....og så.....kommer jeg ikke afsted! Så kommer den dårlige samvittighed, overfor min mor, min kæreste, min studiegruppe, mig selv osv. 

Så prøvede jeg en anden strategi end jeg plejer sidste gang jeg skulle på skole, for jeg kunne godt se på det hele at jeg ikke kom afsted. Jeg skrev til pigerne fra min studiegruppe hvad der i virkeligheden er galt. At jeg har angst og at det for tiden gør at jeg ikke kan komme afsted, og de var alle bare så søde og forstående overfor det! Og det var overhovedet ikke pinligt som jeg ellers var forberedt på. 

Måske er socialfobi slet ikke så pinligt som det føles. Men den gør at jeg altid føler jeg halter bagefter de andre, at jeg aldrig føler jeg er med med opgaverne, at jeg er super bange for den forestående praktikperiode, som jeg burde glæde mig til. Den gør at jeg aldrig tør glæde mig rigtig til noget, for hvad nu hvis det går galt!!!! Så hvad skal vi gøre ved den, hvordan arbejder vi med den, hvordan får vi med socialfobi et tilfredstillende liv, med gode oplevelser og venner, og ikke mindst, hvordan undgår vi at blive isolerede!!?  Ærlighed omkring det er et af mine bud, hvad er jeres? Kærlig hilsen Livsblomsten!

Fandt denne her film som handler om socialfobi, den er meget oplysende og får tankerne igang:

http://www.youtube.com/watch?v=gmEJEfy5f50

Første indlæg på min nye blog!

Det er lidt stort for mig at starte denne blog. Jeg har gået med tanken længe og nu  her til morgen tænkte jeg, nu skal det være. Jeg har længe haft lyst til at skrive om min angst, fordi den fylder så meget i mit liv, og en blog syntes jeg er en god platform til at formidle tankerne. 

Jeg har lidt af angst i over 10 år, og jeg syntes selv at jeg er noget enormt langt i min personlige udvikling, men det er dog fakta at angsten stadig er i mit liv. 

jeg har ellers et rigtig godt liv.... jeg har en dejlig kæreste, jeg har min familie omkring mig, jeg er igang med en videregående uddannelse og det er derfor jeg ofte spørger "hvorfor skal jeg så have angst, eller hvorfor har jeg angst?". Det har jeg spurgt mig selv om længe, og er nu kommet frem til en anden måde at anskue det på, jeg har angst og sådan er det. Det er situationen og så må jeg arbejde derfra. Acceptere at den er der, for det er jo sådan det er. og jeg tror jeg skal leve med angst resten af mit liv i større eller mindre grad. Der er mange der syntes min måde at håndtere angsten på er lidt underlig. Jeg tager ikke medicin på nuværende tidspunkt (har prøvet mange forskellige præparater, det vil jeg komme ind på i senere indlæg her på bloggen.) og nu når jeg ikke tager medicin må jeg jo finde andre veje til bedring. Jeg bliver inspireret at buddhistisk filosofi, naturmedicin og meget andet, som jeg også vil komme til at skrive om herinde. 

Jeg har gået til et utal af behandlinger, psykiater, psykolog, zoneterapi, kraniosekral terapi, gruppe terapi, blomsterterapi og angsten er der stadig. Jeg har generaliseret angst, panikangst og socialfobi, og på trods af dette syntes jeg stadig mit liv er ret godt at leve. Mit største problem lige nu er at jeg isolere mig meget. Jeg er rigtig dårlig til at komme ud og se andre mennesker, og mange dage kommer jeg kun ud når jeg skal ud med min hund, og det vil jeg rigtig gerne have lavet om på. Jeg kan mærke at jeg har meget lyst til at socialisere men kan ikke rigtig når det kommer til stykket. 

Det var lidt om mig, der vil komme meget mere her på bloggen. Håber i vil læse med som bloggen udvikler sig. Har allerede mange ideer til indlæg, så der skal nok komme noget indhold på ret hurtigt. Mange hilsner fra Livsblomsten!